Forhelved, ja undskyld mit franske.
Den sidste måned har været i sorgens tegn. Jeg har endnu engang måtte sande at dette fertilitetsforsøg heller ikke bar frugt.
For at starte fra starten af, som er søndag d. 10 juni. Min ene onkel ville have fat i min mor. Han havde skrevet en privat besked på facebook som jeg også var inviteret i, mormor var syg, han ønskede at min mor tog kontakt til hende for at give en 2nd opinion i forhold til mormors tilstand. Jeg ved at mor ikke er meget på facebook, så derfor formidlede jeg selvfølgelig budskabet videre til mor. Mor får snakket med mormor, der har meget svært ved at trække vejret og derfor snakke. Mor vælger at tage ud til mormor. Og hvilket syn der møder hende.
Mormor har altid passet godt på sit hjem. Hun har altid gjort rent. I hvertfald altid støvsuget. Men da mor kom var intet gjort i lang tid. Og mormor var skidt. Men er bange for læger og vil derfor ikke indlægges, selvom det var det der stod først for mor.
Mor får købt ind og smurt mad og snakket med mormor. De aftaler at mor kommer derhjem igen dagen efter(mandag) og så skal mormor have fået ringet til lægen!
Mor og søster(K) ankommer til mormors lejlighed mandag eftermiddag som aftalt. De ringer på hoveddøren. Men den bliver ikke åbnet. Heldigvis har de nøgler. De går ind i opgangen og ringer på mormors dør. Der er stadig ingen der svarer. De åbner brevsprækken og kalder igennem der, heller intet svar. De beslutter at gå ind i lejligheden. Den er tom. Mormor er der ikke. De finder en pose fra en iltmaske, og regner sig frem til at hun nok er blevet kørt på hospitalet. Dem ringer de til og hospitalet bekræfter at hun ligger derude på akutmodtagelsen.
De tager derud og møder mormor, der ser vældig skidt ud. Hun har stadig svært ved at trække vejret og flere gange bliver det meget voldsomt.
Sent på aftenen bliver hun indlagt på intensiv, lagt i kunstigt koma og kommer i respirator. Hun er stabil.
Tirsdag tager jeg med mor ud på hospitalet. Vi får snakket med den læge der har tilset hende om morgenen. Han forklarer at mormor ikke reagerer på de medikamenter hun får. De er næsten oppe og give hende fuld lungestøtte både i ilt og tryk. De kan ikke se på det røntgen der er blevet taget om det er lungebetændelse, en blodprop, eller kræft. Og de siger at det ser temmelig udsigtsløst ud. Det var slet ikke på en ubehagelig måde. Det var meget roligt og de ting de sagde baserede på de erfaringer de havde. Vi blev i fællesskab enige om at give mormor 24 timer til at rette sig markant, ellers skulle der slukkes for det hele(eller slukkes så meget at hun kunne få en behagelig afslutning på livet uden at mærke smerte eller andet.)
Inden jeg tager hjem har hun faktisk rettet sig en smule. Hun optager ilten bedre, er dog stadig i respirator og får stadig meget medicin. Men det ser bedre ud. og senere ringer mor og siger at nu er hun taget hjem og mormor var blevet markant bedre(synes vi)
