Igår aftes faldt min kære datter i søvn i mine arme, mens jeg nussede hende på håret.. Åhh hvilken lykkefølelse det var!
Følelsen af at skabe tryghed og kærlighed i et rum for hende var jo fantastisk! Hun er jo ganske givet fantastisk! Så er det sagt! Jeg nyder vitterlig tilværelsen i øjeblikket! Nyder at være mig og skabe rum for kærlighed.
Desuden skal jeg lære at stole på min mavefornemmelse og intuition. Den er der jo for en grund! Jeg skal igen lære at stole på at det jeg føler er rigtigt. Den blev vist taget fra mig i mit forrige forhold. Følelsen af at være god nok! Følelsen af at jeg er fantastisk!
T, altså min date, jeg er så sikker på ham når vi er sammen, jeg er slet ikke i tvivl. Jeg har følelsen af at han kun ser mig, hvilket jo ikke er underligt eftersom at vi som regel er alene.. Men det må så være følelsen af interesse for min person, for hvad jeg kan og hvor jeg har været! Han ser mig. Jeg ved ikke hvordan jeg kan blive nervøs når der så er gået et par dage?!? Åhh den tid er ren og skær pinsel. Eller jeg ved jo godt hvorfor! Jeg er vant til at blive bejlet til hele tiden. Men det gør han ikke. Mange af dem jeg har snakket med mener at det er fordi han ikke er nok interesseret. Men det har jeg bare svært ved at sammenholde i forhold til når vi så er sammen. Det hænger ikke sammen. Derfor har jeg besluttet mig for at stole på den intuition jeg har omkring ham og det når vi er sammen. Alle er jo ikke ens. Og det kan jo i og for sig bare være at han ikke rigtig kan finde ud af det på den måde. Han siger jo at han gerne vil se mig og at han gerne vil se mig snart! Hvorfor i pokker tvivler jeg så. Agrrrr!
Når alt kommer til alt så har jeg det godt. Jeg føler mig opløftet og har en del overskud. Jeg troede ikke at det var muligt at man kunne elske ens barn mere end man gjorde i forvejen! Men det må jeg så erkende at det kan man, jeg har følelsen af at jeg elsker hende højere og mere for hver dag der går. Det kan være at det kun er mig der har det således! Men under alle omstændigheder så er det sådan det er. Det kan være det er min forhistorie med fødselsdepression og den tid det tog før det blev behandlet. 9 måneder i mørke stunder og endnu mellem 3 og 6 måneder i grå. Så kom lyset endeligt! Og jeg kunne føle den kærlighed jeg havde til hende. For det var ikke fordi jeg ikke elskede hende jeg kunne bare ikke mærke det. Hun manglede hverken mad eller tøj eller omsorg! Jeg vidste jo hvordan man tog sig af et barn. Hun havde også en mormor og en moster der elsker hende, og som var en hel del indenover. Ingen far, sådan rigtigt i hvertfald! Åhh! Det var bestemt ikke en rar tid. Men nu, som skrevet elsker jeg hende mere for hver dag der går! Jeg mærker mere og mere den tabte følelse! Og hun er skøn! Omsorgsfuld og et kærligt lille menneske! Jeg tager hatten af for mig selv og klapper mig på skulderen og siger godt gået på trods af alt! Jeg er stolt, stolt af at være hendes mor!
Kærlighed! Det er hvad det er, kærlighed!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar